Jeg læste en del anmeldelser inden køb af nyt sæt monitors til studiet, og endte med at købe HS8 uden overhovedet at have hørt dem, udelukkende baseret på anmeldelser. Forventningerne var høje, men de blev i den grad opfyldt.
Til prisen finder man næppe noget bedre! De har masser af bund, uden at være boomy, og de går dybt, rigtig dybt! Et af mine favoritnumre når der skal tjekkes subbas er Snoop Lion - Tired of Running, og bassen følger med hele vejen ned. Der er ingen grund til at bruge subwoofer sammen med HS8.
Man skal være opmærksom på, at de kræver et forholdsvist stort rum, og de skal helst placeres mere end 1 meter fra bagvæggen, da basporten sidder bag på højtaleren. Det kan være et problem for nogle hjemmestudier med begrænset plads.
Alt i alt kan jeg kun anbefale HS8, hvis man har rummet og pladsen til at udnytte dem!